Hold fast i troen og glæden. Vi skal nok få gierne på igen!

 


Hold fast i troen og glæden. Vi skal nok få gien på igen!

Rikke Berg har ”mødt” Judo Danmarks formand Søren Studsgaard og stillet ham en række spørgsmål. Læs med herunder.

1. Det har været/er en rigtig svær tid hvor alle klubber skal holde lukket og arrangementer aflyses pga. Corona. Samtidig rejser vores elite verden rundt på træningslejr og stævner. Hvordan har du det med det? Hvordan er denne kontrast for dig, som formand?


Som formand for Judo Danmark ser jeg det som min og bestyrelsens opgave at finde balancen mellem at opføre os forsvarligt - og samtidig få dyrket så meget judo, som Corona-restriktionerne tillader. Og det gælder både for vores elite og for vores øvrige mange medlemmer, som savner vores fantastiske sport. Jeg har gennem hele det seneste år haft meget hyppige møder med DIF og med myndighederne, hvor vi diskuterer, hvordan vi skal åbne/lukke vores klubber i takt med ændringerne i myndighedernes anbefalinger. For mig er det vigtigt, at vi i judo-sporten opfører os som gode samfundsborgere, men vi skal naturligvis også gøre vores for at holde sporten i live.

En stor del af denne problemstilling er forskellen på at være medlem af vores absolutte elite og være "almindelig" judo-udøver i vores klubber. Jeg har diskuteret denne forskel med rigtig mange forskellige forbund for andre sportsgrene. Og der er heldigvis en bred enighed om, at vi alle ønsker, at elite-udøvere har mulighed for at holde deres karriere i live, selvom store dele af sporten er lukket ned. F.eks. blev Danmark for få uger siden Verdensmestre i Håndbold, selvom håndboldhallerne i Danmark generelt er lukket.

På samme måde finder jeg det naturligt, at vi også arbejder hårdt for, at vores elite-kæmpere kan holde gang i karrieren og forfølge deres drømme. Derfor har jeg det fint med, at vores elite-udøvere rejser verden rundt til konkurrencer og træningslejre, ligesom elite-judo-atleter fra resten af verden. Jeg krydser fingre for elitens resultater og følger dem nøje - men glæder mig naturligvis til at judo-sporten i Danmark igen kan få lov at blomstre.

2. Hvad er de/den største udfordring/er for dig, som formand, i de her tider?

Min klart største udfordring er al den tid, jeg bruger på Corona-restriktioner og ændringerne i dem. Jeg har sagt ja til en frivillig tidskrævende position som formand for Judo Danmark, fordi jeg elsker judo, og fordi jeg føler at jeg kan gøre en positiv forskel for vores sport. Jeg bruger gerne masser af tid på judo-sporten, og elsker at mærke tingene udvikle sig i vores sport, både for bredden og for eliten.

Men jeg må være helt ærlig og sige, at jeg ikke bliver meget motiveret af at bruge min tid på at arbejde med Corona-restriktioner. Mit arbejde med restriktioner vender to veje: dels deltager jeg i mange drøftelser med DIF og myndigheder i forhold til at påvirke restriktionerne i sportens verden, og dels forsøger jeg at kommunikere ind i vores forbund og klubberne i forhold til at "oversætte" myndighedernes meget brede udmeldinger til noget, der giver mening i judoens verden.

3. Synes du at der har været noget positivt i forbindelse med Corona lockdown? Er der noget vi måske bør tage med os, når alt bliver normalt igen?


Ha ha, altså, generelt ville jeg meget gerne have undværet Corona og de tilhørende lockdown-restriktioner.

Men hvis man lige tænker sig om, er der faktisk nogle positive ting at tage med videre. Under de forskellige niveauer af lock-down, har vi skiftet mellem at være totalt lukket, til at måtte træne 10 personer udendørs og til at kun kunne træne online osv. Uanset hvad der har ramt os, har jeg været stolt over, hvor stor kreativitet vores klubber, medlemmer og trænere har udvist. I starten foregik alt lidt famlende - men ret hurtigt blev vi rigtige hurtige til at tilpasse os de skiftende restriktioner. Det tror jeg, vi har lært en masse af, og det skal vi tage med os videre. Jeg tror vi får en lang periode, hvor vi til stadighed skal leve med meget stor opmærksomhed på risikoen for mutationer eller gen-opblussen af sygdommen. Derfor skal vi holde fast i hele tiden at kunne få det bedst mulige ud af situationen. Og det er faktisk en af grundpillerne i judo.

Jeg har også mærket et utroligt stærkt sammenhold i klubberne og i forbundet. Det mærkede jeg i forvejen, men jeg synes Corona'en har givet stort pres på vores sammenhold, og jeg fornemmer vores styrke. Jeg tror på, at det er en utroligt vigtig ting at holde fast i, når verden åbner op, og vi igen kan åbne klubber, stævner og træningslejre.

4. Hvad gør forbundet for at hjælpe klubberne igang, når der åbnes igen?

Gennem vores udviklingskonsulent Karina Sørensen samler vi hele tiden gode råd og ideer til genåbningen. Vi samler ideer fra både judo-verdenen og fra andre sportsgrene, som vi deler tag med i Idrættens hus. Vi vil fra forbundet hele tiden skubbe på for, at vi kan få lov at åbne op. Og vi vil være klar til at stille forbundets ansvarsopgaver til rådighed for klubberne, når tingene åbner. Vi vil være klar med stævner, nationalgraduering, træningslejre, kurser osv. så snart tingene åbner op igen.

Gennem DIF og gennem kommunerne har der været muligheder for at få økonomisk støtte til de klubber, som har haft det svært grundet Corona.

Og endelig, hvis der er klubber som har svært ved at komme i gang, når der åbnes op igen, så står Karina og hele bestyrelsen klar med sparring og ideer til, hvordan stenene kan ryddes af vejen, så vi kan få vores sport på rette spor igen. Jeg har gennem Corona-perioden talt med rigtig mange trænere og bestyrelsesmedlemmer fra klubber fra hele landet. Det har jeg været meget glad for, og jeg håber det kan fortsætte, når processen med genåbning forhåbentlig snart kan gå i gang.

5. Hvis du kunne give klubberne et godt råd lige nu, hvad skulle det være?

Hold fast!

Det værste der kan ske for vores klubber og vores forbund er, at vi mister modet. Vores sport indeholder så mange værdier og kvaliteter, som helt sikkert vil bære os videre, også efter Corona-restriktionerne.

Jeg bliver glad, når jeg ser højt humør og kreativitet, f.eks. på de sociale medier. Her kan man se herlige opslag fra både store klubber som Amager Judo Skole og mindre klubber som Fanø Judoklub, hvor man mærker kærligheden til judo. Så… mit råd er: hold fast i troen og glæden. Vi skal nok få gierne på igen, og hold jer klar til åbningen. Det kan blive en sej omgang at skubbe lokomotivet i gang igen, men sådan vil det være i mange dele af samfundet. Og et helt andet råd er: start nu stille og roligt! Jeg er klar over, at vi alle brænder for at komme i gang, men når vi ikke har dyrket judo i mange måneder, skal kroppen have lov at vænne sig gradvist til det igen.