Hvordan forholder vi os til Corona-virus i Judo Danmark?
Planlagte aktiviteter kan afholdes - herunder også den daglige træning i klubberne
Risikoen for spredning af Corona-virus tages stadig mere alvorligt i hele verden, og der er i den forløbne uge taget stærke foranstaltninger i brug i mange lande og organisationer. Og man kan have mange meninger, om det der sker i øjeblikket, men myndigheder i Danmark og i udlandet taler i disse dage i et meget klart og tydeligt sprog – det her er ikke for sjov. Judo-stævner rundt om i Europa aflyses – og antallet af områder, hvortil rejser frarådes, stiger.
I Danmark har Statsministeriet udmeldt skærpede retningslinjer for bl.a. større forsamlinger frem til udgangen af marts 2020, og Sundhedsmyndighederne har udstukket retningslinjer og gode råd vedrørende forsamlinger under 1.000 deltagere. Og i dag er alvoren fra myndighedernes side understreget yderligere.
DIF udtrykker det meget rigtigt:
”De nye retningslinjer får betydning for store dele af dansk idræt, der i den kommende tid kan befinde sig i svære dilemmaer, når der skal vurderes for og imod afholdelse af planlagte arrangementer”.
Den aktuelle status er, at Judo Danmark fastholder, at øvrige planlagte aktiviteter i Danmark kan afholdes, herunder også den daglige træning i klubberne.
Men - vi opfordrer alle arrangementsledere, klubledere og trænere til at følge myndighedernes og DIFs anbefalinger, når man vælger at gennemføre et arrangement – principielt også den daglige træning:
- At udsende eller opsætte informationsmateriale om, at man fraråder deltagelse af personer, der har symptomer på luftvejsinfektion samt om forholdsregler (håndhygiejne, hosteetikette og adfærd).
- At sikre udstrakt tilgængelighed til håndsprit eller vådservietter.
- At placere stole med større afstand end normalt og sikre, at deltagerne forlader arrangementet under mere kontrollerede forhold end normalt.
- At holde øje med, om der findes personer med udtalt hoste og nysen med henblik på at overveje, om de pågældende bør deltage i arrangementet.
- At tage kontakt til myndighederne på Sundhedsstyrelsens døgnbemandede hotline om coronavirus (telefon 70 20 02 33), hvis man har behov for rådgivning.
Det kan virke modstridende at opfordre til god håndhygiejne, hosteetikette, holde afstand til hinanden, mm, når vi samtidigt har tæt fysisk kontakt under træningen. Men det er givet, at alle judoudøver - som alle andre borgere - bør følge de givne regler og råd, og i forbindelse med træning begrænse den fysiske kontakt til så få udøvere som muligt eller nødvendigt. Det vil eksempelvis sige, at vi alle ved stævner og træningslejre bestræber os på kun at have tæt fysisk kontakt til de ”nødvendige” modstandere og træningspartnere – og undlader ”hyggekampe” med en masse judo-venner.
Situationen ændrer sig hele tiden, fra time til time og fra dag til dag. Derfor vil ovenstående anbefalinger kunne ændres med kort varsel, ligesom gennemførelsen af judo-arrangementer kan blive aflyst med kort varsel. Der er i Danmark klubber, som påtænker at aflyse deres træninger i en periode. Det er vigtigt at understrege, at både klubber og medlemmer hver især bør tage bestik af den konkrete lokale situation og den konkrete fornemmelse, og træffe den beslutning, som skaber tryghed – herunder eventuelle aflysninger i en periode.
God træning derude – og pas godt på jer selv og hinanden.
Med venlig hilsen
Søren Studsgaard, Formand, Judo Danmark