Judo Danmark projekt har fået DIFs blå stempel

Projektet ”Safe Fall” er netop blevet tildelt støtte fra DIF ́s initiativpulje.

Målet med projektet er naturligvis at mindske skader ved uundgåelige faldulykker, og her kan Judo kan byde ind med ekspertise. Vi vil slå et slag for at judo er mere end en sport, samtidig med at vi bidrager til at mindske skaderne ved faldulykker.

Projektet blev egentlig skudt i gang gennem Den Europæiske Judo Union (EJU) og det spanske judoforbund under navnet ”Safe Fall - Safe School” som konsekvens af, at WHO har gjort faldulykker til et satsningsområde. Judo Danmark er gået ind i projektet i samarbejde med Syddansk Universitet. Dette samarbejde har foreløbig mundet ud i et bachelorprojekt hvor Mads Buch og Hans Carlsen har beskæftiget sig med faldtræning i idrætsopvarmningen som et fast element i folkeskolen. Dette element af projektet skal der arbejdes videre med.

Støtten fra initiativpuljen gør det muligt at realisere en række aktiviteter, som er tænkt ind i projektforløbet.

Næste projekt på SDU er at få lavet en faldtekniklæreruddannelse til f.eks. folkeskolens og gymnasiets idrætslærere og faldinstruktøruddannelse i DIF-regi til idrætsinstruktører.
Planen er at flest muligt skal lære faldteknik, i første omgang børn og unge. Endvidere er det hensigten at udvikle tilbud til erhvervslivet, særligt i brancher med risiko for faldulykker.
Projektet tænkes afviklet således at kursisterne lærer at sikker faldteknik er udviklet fra judo og at fortsat judotræning er et effektivt middel til at vedligeholde og udvikle faldteknikken.
Projektet er delt op i følgende delprojekter: ”Safe Fall – Safe School”, ”Safe Fall - Safe Sport”, ”Safe Fall - Safe Work” samt ”Safe Fall - Safe Life”.

Judo Danmarks projektleder på ”Safe Fall” er læge Holger-Henning Carlsen. 

Holger-Henning udtaler:
”Det er med største glæde, vi har modtaget denne støtte fra initiativpuljen. Jeg har efterhånden arbejdet længe med projektet, og det det varmer at se, at der støttes op om ideen – og at vi dermed har reel mulighed for at føre vores tanker ud i livet”.
Detailplanlægningen vil nu blive påbegyndt. Skulle der være spørgsmål til projektet, kan Holger-Henning Carlsen kontaktes.